Hos Ortocare tilbyder vi behandlinger for en række forskellige lidelser i knæ, som du ser nedenfor. Alle behandlinger foretages af vores erfarene speciallæge i ortopædkirurgi, Habib Horsager. Knækirurgi er klassificeret som ambulante behandlinger, og kræver derfor ikke indlæggelse. Operationerne udføres efter anlæggelse af lokal bedøvelse eller nerveblokade.
MENISKSKADE
En menisk kan blive revet i stykker, hvis knæet vrides kraftigt eller som følge af normal aldring. Uanset hvad, så er resultatet af en revnet menisk smerte og hævelse i knæet og i mange tilfælde problemer med at strække knæet ud. Mindre skader på en menisk heler af sig selv. Ved større skader fjernes den revnede del af menisken ved en operation, og de tilbageværende dele afglattes. Fjernelsen af en menisk udføres som en kikkertoperation, en artroskopi.
SLIMHINDEFOLD (PLICA)
På knæets inderside sidder der i slimhinden en lille fold (plica) hos ca. 50-60% af alle. Den er en rest fra fostertilværelsen og har ingen betydning for knæets stabilitet eller funktion. Hos nogle kan denne slimhindefold blive “irriteret” og svulme op. Den skraber imod den indvendige lårbenskno og kan lave skuremærker i bruskkanten. Dette medfører smerter på knæets inderside og kan ligne smerter fra en beskadiget menisk og kan også give anledning til aflåsninger af knæet og væskedannelse i knæleddet. Fjernelsen af en irriteret slimhindefold udføres som en kikkertoperation.
I knæleddet er de ledflader, der har kontakt med hinanden, dækket af et tyndt lag brusk. Brusken er helt glat og har til formål at nedsætte gnidningsmodstanden, hvilket blandt andet beskytter ledfladerne mod slidtage. En bruskskade kan opstå ved forvridning af knæet eller direkte slag mod knæet og medfører ofte smerter og hævelse i knæet. Andre gange er der tale om, at knæet gennem længere tid er blevet slidt, og brusken derved har taget skade. Alt efter typen af bruskskade tilbydes man en eller flere behandlingsmuligheder.
Ved springerknæ bliver den store sene, som fæster lige i underkanten af knæskallen, irriteret og betændt på grund af overbelastning. Knæskallen ligger indvævet i senen, som kommer fra den store 4-hovede lårbensmuskel og omslutter knæskallen. Den fortsætter nedenfor knæskallen nedad og fæster foran og opadtil på skinnebenet. Det er senen, som ligger lige i forlængelse af den nederste del af knæskallen, som bliver irriteret og betændt/inflammeret.
Løberknæ er betegnelsen for en belastningsskade med smerter på ydersiden af knæleddet. Ultralysscanning kan vise,#at nedre del af iliotibialbåndet bliver fortykket, og at slimsækken er betændt og fyldt med væske. Behandlingen består i aflastning, løb i fladt terræn, eventuelt ændring i gang- og løbemønster. Cyklister kan forsøge at justere saddelhøjden lidt ned, så man undgår fuldt stræk i knæene.
Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge denne side, antager vi, at du er okay med dette.